Så er anden runde af efterårets kampe fastlagt.
Det er en udekamp mod UD Ibiza Eivissa, som skal spilles søndag d. 22. august kl. 17:00.

Og hvor skal vi så se den henne?
Eftersom vi jo ikke længere er velkomne i Casa Danesa, har vi måttet finde et andet sted at være og det blev til et lokale i Av. Acapulco 17 i Los Boliches – cirka 10 minutters gang fra togstationen i Los Boliches eller 4 minutters gang fra Feriapladsen i Fuengirola – med rigtigt mange parkeringspladser.

Her skal vi fremover mødes når vi skal på La Rosaleda og se hjemmekampe – og her kan vi mødes når der er udekamp som vi så kan se sammen på TV.

Lokalet har vi lejet og der vil være mulighed for at købe forfriskninger; også når vi holder vores ugentlige “kontortid”, som vi må flytte til onsdage kl. 11:00 – 12:00 hvis det skal være muligt at parkere i nærheden – tirsdag er jo markedsdag i Fuengirola.

Vi håber og tror på at kunne være færdige med indretningen af lokalet til den første kamp d. 16. august.

Efterhånden som arbejdet skrider frem, lægger vi lidt billeder op.